Pludselig står man med krævende og bekymrede klienter, økonomiske beslutninger og ansvaret for patienternes ve og vel. Samtidig skal man finde sin plads i samarbejdet med kollegaer i en travl og uforudsigelig hverdag. Alt sammen forhold, der kan være med til at skabe et følelsesmæssigt belastende arbejdsmiljø. For mange bliver overgangen større, end de havde forestillet sig.

Mere end faglighed

At arbejde i praksis handler ikke kun om faglighed. Det handler i lige så høj grad om mennesker.

En konsultation er sjældent bare en faglig opgave. Den er også en samtale, en forventningsafstemning og nogle gange en svær balance mellem økonomi, følelser og faglige vurderinger. For nogle kommer det som en overraskelse, hvor stor en del af arbejdet der netop handler om klienten – ikke kun patienten.

Samtidig kan de økonomiske aspekter fylde mere, end mange er forberedt på. Når en klient sætter spørgsmålstegn ved prisen, kan det opleves som en kritik af ens faglighed – også selvom det ikke er intentionen. Over tid kan det sætte sig som en usikkerhed, der følger med ind i næste konsultation. Det er ikke nødvendigvis de enkelte situationer, der er afgørende – men summen af dem.

Når forventninger møder virkelighed

Mange unge i praksis har gennem studiet været vant til en vis grad af kontrol. Indsats fører til resultater, og rammerne er tydelige. I praksis er virkeligheden en anden. Her er der ikke altid et klart facit. Indsats fører ikke nødvendigvis til det ønskede resultat, og fejl kan have konsekvenser, der mærkes. Det kan være en stor omstilling.

Samtidig er forventningerne til arbejdslivet også ændret. For mange fylder balance, trivsel og mening mere end tidligere generationers fokus på faglig fordybelse som identitet. Det kan skabe en afstand mellem generationer, hvis forventningerne ikke bliver talt igennem. Når forventninger ikke mødes, opstår der let frustrationer – og i værste fald mistrivsel.

Høje følelsesmæssige krav

Praksis er et fag med store følelsesmæssige belastninger. Det kan være at skulle give en dårlig besked. At stå med en ejer, der er ked af det. Eller at bære ansvaret i situationer, hvor udfaldet ikke er givet.

Samtidig er tempoet højt, og pauserne kan være få. I nogle tilfælde kan det føre til en oplevelse af, at der ikke er plads til at reagere eller trække vejret mellem opgaverne.

Derfor er det heller ikke overraskende, at branchen oplever en stigning i stress-relaterede udfordringer og unge fagpersoner, der forlader praksis tidligere end forventet. Det er en udvikling, der kalder på opmærksomhed.

Et fælles ansvar

Når unge oplever mistrivsel eller vælger praksis fra, er der sjældent én forklaring. Årsagerne ligger ofte i en kombination af forventninger, arbejdsvilkår, ledelse og den enkelte livssituation. Derfor ligger løsningen heller ikke ét sted.

Noget handler om bedre forberedelse til praksislivet. Noget handler om tydeligere rammer og ledelse i hverdagen. Og noget handler om at skabe rum for dialog, refleksion og støtte – særligt i de første år.

For selvom langt de fleste trives i praksis, er det vigtigt at tage de tidlige tegn alvorligt. Ikke mindst fordi de første år ofte er afgørende for, om man får lyst til at blive – eller søger en anden vej.

Ingen skal stå alene

Noget går igen, når unge i praksis trives: følelsen af ikke at stå alene.

De første år i praksis er formende. Det er her, man finder sin faglige retning, sin rolle i teamet – og sin egen måde at være i faget på. Men det er også her, usikkerheden kan fylde mest.

Mange står med oplevelsen af, at de burde kunne mere, end de faktisk kan endnu. Og når forventninger – både egne og andres – ikke mødes, kan det føre til tvivl og mistrivsel.

Hos VetFamily er ambitionen at bidrage til netop det fællesskab – blandt andet gennem forløbet Ung i Praksis, hvor unge dyrlæger og veterinærsygeplejersker får mulighed for både at blive klogere på praksislivet og møde andre i samme situation.

Det begynder med at tale om det.
Kom med til konferencen den 8. september.